Jeg vil så gerne kunne bede til Gud

Jeg ved ikke hvad du tænker om det at bede til Gud, måske har du det fint med det eller måske er det svært for dig eller ligefrem en umulighed.

Du har sikkert nogle forestillinger omkring bøn. Som præst er jeg blevet spurgt om jeg ville bede, når nu jeg var præst. Og ja det vil jeg meget gerne, men det er på ingen måder fordi jeg er præst at jeg kan bede.

Jeg beder fordi jeg ved at jeg er et menneske, der vover at tro på at den almægtige Gud findes og at han faktisk gider at lytte til og møde hvert eneste menneske der henvender sig til ham.

I Jeremias bog 29:11-13, Siges det på denne måde:

For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.

Jeg er helt med på at denne tekst både rummer noget befriende og noget udfordrende. Det er befriende for os at høre, at Gud rent faktisk har gode planer for os og vores liv. Til tider er det noget af det der virkelig kan være udfordrende for os at tro på. Det er med andre ord ikke altid en sandhed, der har lige let ved at synke ned i vores hjerter. For når jeg engang imellem mister modet, kan jeg slet ikke få øje på at Gud vil mig det godt.

Men teksten rummer også en anden udfordring for der står: Når i søger efter mig af hele jeres hjerte!

Det spørgsmål der let rejser sig hos os i forhold til dette udsagn, er om vi i det hele taget formår, at søge ham af hele vores hjerte. Vi kan med andre ord tænke, at det er uopnåeligt, eller i hvert fald utroligt svært.

Måske er det en af grundene til at vi kan tænke, at andre bestemt må være bedre til det og vi derfor godt selv kan opgive, at få kontakt til den levende Gud. Vi kan tænke, at det kun er noget præsten og den særligt fromme kan komme tæt på, men min påstand er, at sådan er vores virkelighed slet ikke.

Når Jesus taler om at bede, så siger han bl.a. sådan her:

Matthæusevangeliet 6,7-13:

Når i beder, skal i ikke lade munden løbe ligesom dem, der har en anden tro. De mener, at det er mængden af ord, det kommer an på. Dem skal i ikke efterligne, for jeres far ved, hvad I har brug for, allerede inden i beder ham om det.

Det der betyder noget, når vi gerne vil bede, er ikke vores evne til at formulere vores bønner. Det handler heller ikke om, at have en særlig evne til at overtale Gud, så han forstår, at han er nødt til at gøre noget i netop din situation.

Det der betyder noget er derimod, at Gud inden du har nået at tænke noget, kender dig og dine behov. Han forstår dine suk, før du selv forstår hvad de rummer, han kender også den sprudlende glæde, der pludselig kan opstå i dit hjerte, uden at du ved hvor den kommer fra.

Så hvis du vover, at udtrykke, dine suk eller bønner, så behøver du ikke, at have fundet hoved eller hale i dem, inden du gør det, men kom til din Far i himmelen, på samme måde, som du vil komme til den du har allerstørst tillid til, for han er den eneste der fuldt ud fortjener vores tillid.

At vi har lov til at bede er noget, der er til for vores egen skyld. Igennem bønnen sættes du/dit hjerte i forbindelse med din Far, som ser dig og elsker dig. Når du begynder at bede, bliver han nemmere, at få øje på for dig, fordi du med dine suk, er begyndt at søge ham af dit hjerte.

Vi siger ofte i denne tid: ”Ring til en ven! ”

Måske skal vi også sige: ”Bed til din skaber! ”