Baptistkirken PandrupBredgade 57 · 9490 Pandrup
Baptistkirken Pandrup

Nyt Baptistkirken i Danmark

BaptistKirkens nyhedsbrev uge 37, 2026

27. årgang – onsdag den 9. september 2026


Katastrofal oversvømmelse i Nepal – hjælp de nødlidende

Tilmelding til landskonference 2

Gik du glip af webinaret om Kvindenetværkets projekter i Rwanda og Burundi?

’Hverdagen, humoren og hjertet’

”Er du vores nye præst?”

Jubilæum i Brovst

Børn af udsendte får nu en stemme


Katastrofal oversvømmelse i Nepal – hjælp de nødlidende

26. august blev det nordlige Nepal ramt af en voldsom flodbølge, efter at vand og store mængder klippe og mudder skyllede ned i flodsystemet ved grænsen til Tibet og ødelagde hele lokalsamfund, veje, broer og vandkraftværker. Pr. 8. september rapporteres der om mere end 1.350 omkomne i Nepal, mens over 5.000 fortsat er savnet. Redningsmandskab leder stadig efter overlevende, bl.a. i tunneller ved de ramte vandkraftværker.
Nepal Baptist Church Council, NBCC, har medarbejdere og frivillige i området. De har oprettet nødhjælps- og modtagecentre, og den lokale indsats skal i første omgang nå 500 familier med ris, linser, olie og andre fødevarer samt køkkenudstyr, solcellelamper, tæpper, lagner, tøj og presenninger.
Baptistkirken i Danmark samler ind til NBCC’s lokale nødhjælpsarbejde, ligesom både KIT Danmark og Baptisternes Verdensalliance samler ind til indsatsen og støtter de nødlidende gennem lokale baptistpartnere i Nepal. Alle bidrag er med til at give akut hjælp til familier, som har mistet deres hjem, ejendele og levebrød.
Man kan støtte indsamlingen ved at sende et beløb til MobilePay 41615 eller konto 3201 10042879 mærket ’Nepal’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.


Tilmelding til landskonference 2

I torsdags blev dagsorden og bilag til Landskonference 2, der holdes d. 3. oktober hos Lai Baptist Church i Ringe, udsendt til menighederne.
Tilmelding til landskonferencen sker via formularen i kalenderen senest d. 27. september – men gerne hurtigst muligt. Deltagelse koster 150 kr. pr. person til dækning af forplejning.


Gik du glip af webinaret om Kvindenetværkets projekter i Rwanda og Burundi?

Torsdag den 3. september fra kl. 16-17, fortalte Lise Emming Weber-Hansen om projektet Tinyuka 2, et projekt Kvindenetværket afvikler sammen med baptistkvinderne i Rwanda. Projektet træner og uddanner kvinder til ledelse og ansvar, bl.a. ved at engagere dem i spare- og lånegrupper. Der er også en videohilsen fra den lokale projektleder.
I videoen fortæller Lise også om familieplanlægning i Musema-området i Burundi: et projekt Kvindenetværket også er involveret i.
Videoen slutter med at missionssekretær Morten Kofoed fortæller om seneste nyt, herunder BaptistKirkens seneste projektbevilling på 2,8 mio. DKK til børn og veteraner i Ukraine.
Link til videoen: https://www.youtube.com/watch?v=9ulBOmdhCa4&feature=youtu.be


’Hverdagen, humoren og hjertet’

Kom med hele vejen rundt i Benny Andersens poesi og prosa gennem oplæsning fortælling og fællessang sammen med Raymond Jensen og Hans Hjort i Sæby Baptistkirke torsdag d. 10. september kl. 19.00.
Læs mere her.


”Er du vores nye præst?”

Sådan spørger Baptistkirken Pandrup, som efter en periode uden præst ønsker at lægge en ny kurs.
Find stillingsopslaget på menighedens hjemmeside.


Jubilæum i Brovst

Vi ønsker Brovst Baptistkirke tillykke med deres 70-års jubilæum, som de fejrede i søndags d. 6. september.
I den forbindelse skrev den lokale ugeavis en artikel, som kan læses her.


Børn af udsendte får nu en stemme

Mange børn af missionærer og andre udsendte er vokset op mellem kulturer, sprog og lande. For nogle blev det en gave med globalt udsyn og stærke ressourcer. For andre satte opbrud, savn og adskillelse dybe spor. Nu skal en ny dansk undersøgelse afdække erfaringerne – både de lyse og de svære. BaptistKirken deltager i undersøgelsen som du kan læse om (eller lytte til) på webmediet baptist.dkLæs – eller lyt til – artiklen på baptist.dk.
Den omtalte undersøgelse varetages af Kompetenceenhed for Udstationerede i CuraVita – Ressourcecenter for sundheds- og omsorgsprofessionelle. Deltagelse i undersøgelsen finder sted via dette link: https://curavita.dk/kontakt/spoergeskemaundersoegelse-boern-af-udsendte hvor et spørgeskema rettet mod børn af tidligere udsendte er åbent frem til 7. november.

Tilbage