Det er vel halvanden til to måneder siden nu, i hvert fald før Corona indtog landet, og indtil nu har jeg ikke delt det med nogen. Jeg havde en drøm. Jeg drømmer ellers aldrig, selv om nogen siger, at alle mennesker drømmer. I hvert fald husker jeg det meget sjældent. Det sjove er, at jeg ikke kan huske et ord om, hvad der skete i den drøm. Det billede jeg så, som jeg husker det, er et med lys og glæde, og så ved jeg, at det har et eller andet med menigheden at gøre. Det jeg kan huske er, at jeg blev fyldt af en glæde, som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet den før. Det boblede indvendigt af glæde og begejstring. Ja, som nogen har sagt det fornyelig. Det var som om hjertet ville ud og danse. Jeg kunne og kan ikke andet end at tage det som en hilsen fra vores Gud og skaber. Og tak for det.
Og netop derfor er jeg nødt til at dele det med jer som en hilsen fra Ham til os. Mon ikke det også er noget i den retning de to Emmaus vandrere har følt, da de pludselig genkendte Jesus. De fik i hvert fald travlt med at komme tilbage til Jerusalem og fortælle, hvad de havde oplevet. Det skulle deles med de andre, og da de kom tilbage, havde Peter allerede mødt Ham. Alligevel var de i tvivl om sandheden i det, indtil Jesus pludselig stod der midt iblandt dem – og for at overbevise dem om at Han ikke var et spøgelse, spiste Han et stykke fisk. Der var udfordringer nok for disciplene.
Richard Rohr, en franciskaner, har hver dag i ugen sendt en andagt, meditation, eller hvad nu er under overskriften: Reality initiates us. – Virkeligheden udfordrer os, eller måske bedre – skubber os i gang. Han tænker på Coronakrisen, som enten kan lamme os eller skubbe os i gang, som mødet med påskens begivenheder og den opstandne Kristus satte disciplene i gang. Få os til at gentænke den virkelighed, som vi har levet i, og finde ud af, om det er det, der skal fortsætte.
En franciskansk søster Ilia Delio, som han citerer, skrev:
”Kristendom kan hjælpe os at erkende, at død og opstandelse er del af en udvikling hen imod at blive hele (mennesker); give slip på den egenrådige eksistens til fordel for et dybere fællesskab. Noget dør men noget nyt fødes – og derfor bliver vor tids kaos på en underlig måde et tegn på håb; noget nyt er ved at blive født indeni. Ud af kaos bliver en stjerne født. Nedbrud kan blive gennembrud hvis vi erkender det nye livsmønster, der kæmper for at komme igennem”. (Oversat af undertegnede)
Måske kan Ilias ord være med til at opmuntre os og minde os om at holde øje med nye tegn på liv og nye måder at leve på i dag og kommende dage. Påskens budskab om lidelse og sejr giver os i den grad håb for den fremtid, der er i Guds hænder. Og Han har gode tanker om os – tanker om en velsignet fremtid. Pris Gud. Lad os bruge noget af al den fritid vi har nu og kommende uger til at søge Gud, høre hvad han vil med os, og være villige til at give slip på det, der alligevel ikke gavner noget.
Tak fordi I læste med på mine skriverier hen over Påsken, og tak fordi I tænker med, for det tror jeg I gør. Håber nogen har kunnet bruge det til noget. Måske ville en samtale være mere frugtbar end en række enetaler. Det kunne vel godt lade sig gøre digitalt selv om vi ikke kan mødes.
Kærlig hilsen
Niels Chr.
Ps.: Før du går, så tænk lige over den her fra Richard Rohr. Undskyld jeg ikke oversætter det.: The crucifixion of Jesus is the preeminent example of God’s love reaching out to us. It is at the same moment the worst and best thing in human history. The Franciscans, led by John Duns Scotus (1266-1308), even claimed that instead of a “necessary sacrifice,” the cross was a freely chosen revelation of Total Love on God’s part.
In so doing, they reversed the engines of almost all world religion up to that point, which assumed that we had to spill blood to get to a distant and demanding God. On the cross, the Franciscans believed, God was “spilling blood” to reach out to us! This is a sea change in consciousness. The cross, instead of being a transaction, was seen as a dramatic demonstration of God’s outpouring love, meant to utterly shock the heart and turn it back toward trust and love of the Creator.
(Nedenfor Frit oversat – KS)
Jesu korsfæstelse er det fremtrædende eksempel på, at Guds kærlighed rækker ud til os. Det er på samme tidspunkt den værste og bedste ting i menneskets historie. Franciskanerne, ledet af John Duns Scotus (1266-1308), hævdede endda, at i stedet for et ”nødvendigt offer”, var korset en frit valgt åbenbaring af fuldstændig kærlighed fra Guds side.
Dermed vendte de opfattelsen for næsten al verdensreligion, som op til dette tidspunkt antog, at vi måtte udgyde blod for at komme til en fjern og krævende Gud. På korset troede franciskanerne, at Gud “udgød blod” for at nå ud til os! Dette er en kæmpe ændring i opfattelsen. Korset, i stedet for at være en forpligtelse, blev set som en dramatisk demonstration af Guds vælde af kærlighed, beregnet til at ryste hjertet fuldstændigt og vende det tilbage mod tillid og kærlighed til Skaberen.