Bibelrefleksion

At lade sig lede af vores Hyrde i praksis.

Når vi skal finde ud af hvilken vej vi skal gå i vores, har vi ofte et stort ønske om, at kunne se så langt fremad som muligt. Jeg vil gerne kende retning og fokus for mit liv et par år frem, eller i det mindste et par måneder frem. Tanken bag dette ønske er egentlig ganske fornuftig, da jeg så vil kunne være mere sikker på at jeg i dag træffer de rigtige valg.

Men hvis ser på billedet med at Herren er min Hyrde og vi er hans får, så vil det svare til, at jeg som et får i flokken ved, at jeg de næste 17 km, skal vandre mod nordøst. Det vil så betyde at jeg det næste lange stykke tid ikke har brug for en aktiv forbindelse til Hyrden, da jeg klarer mig selv.

Jeg tror, at Guds mål med billedet er, at lære mig at jeg ligesom fåret, har brug for konstant vejledning, for at gå ad den vej der er bedst for mig. Jeg skal lære at hver gang, jeg for længe går min egen vej, har jeg brug for, at han kommer og finder mig og kalder mig tilbage til flokken.

Salme 23, siger det på denne måde: Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han leder mig til grønne enge og fører mig til det friske vand. Han redder mig, når jeg går fejl, og leder mig ind på rette vej, for han er en god og trofast Gud.

Kan du i dag stole på, at Gud er den der vil sørge for dig. At han er den der vil lede dig og at der hvor han leder dig, er det bedst for dig at være.

De kærligste Hilsner Anders Hyldgård

Hvad betyder det at: Herren er min Hyrde?

Den tid vi lever i gør os bevidste om, at vi ikke altid selv kender vejen frem. Der er noget her i livet vi ikke har styr på. Hvis vi som mennesker er alene her i livet, så er det at vi ikke kender vejen frem ret skræmmende for os, men Bibelen giver os en række billeder, der peger på, at vi som mennesker netop ikke er alene.

Et af de billeder vi møder, er forholdet imellem Gud (som vores Hyrde) og vi (som hans Får).

Ezekiels bog 31: 11Herren siger: Jeg vil selv opsøge mine får og tage mig af dem. 12Som en hyrde leder efter de fortabte får, vil jeg opsøge mit folk på de steder, de blev fordrevet til, da ulykken ramte dem.

Et får er umiddelbart ikke et specielt intelligent dyr, men hvis vi kan komme os over, at blive sammenlignet med sådan et dyr, er der en stor trøst at hente i dette billede.

Hvis Gud er min Hyrde, så er det min tillid til Ham, det der skal hjælpe mig, (og ikke mit overblik over min egen fremtid), for hvis jeg har tillid til ham, giver jeg ham lov til at lede mig. I en tid med tydelig usikkerhed, har jeg altså det samme primære behov, som jeg altid har haft.

At jeg søger at forstærke mig lyst til, at lade mig lede af den Gud, der har lovet at han vil opsøge os, både når vi føler os nær ham og når vi føler os fortabte.

Jeg stoler på at Han er den, der vil os det godt og at hans vej for mit liv, altid er bedre, end den vej jeg selv kan udtænke mig.