Bibelrefleksion

Guds invitation og Guds udfordring!

Bibelrefleksion / Af

Når vi læser i Bibelen, så møder vi i grove træk to sider af Gud og alt efter vores personlighed, så er vi bedst kendt med den ene eller den anden side.

Den ene side kan vi kalde for Guds invitation eller for Guds aftale med os.

Her siger vores kærlige Far til os, at vi er bestemt til at være hans børn. Han ønsker evigt fællesskab med os og han møder og favner dig og mig, lige der hvor vi er i vores liv.

Johannesevangeliet 3,14-15 siger det sådan her:

Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

Her er der en tydelig invitation: Hvis vi accepterer at vi ligesom folket, der blev bidt af slangerne, har brug for hjælp, så kan vi igennem denne tekst hører hvordan han kalder på os. Han kalder, for at vi ved at rette vores opmærksomhed mod ham, kan åbne os op for det fællesskab han så gerne vil tilbyde os.

Den anden side er Guds udfordring.

Som sagt elsker Gud os så meget at han altid er villig til at møde os hvor end vi er i livet. Der er ikke et eneste menneske han ikke elsker. Men samtidig siger vi også, at Guds kærlighed til os er så stærk, at han heller ikke er villig til at efterlade os der hvor vi er i vores liv.

Derfor følger der med Guds kærlighed også hans opdragelse!

I Bibelen udfordrer Gud os til at vedkende os, at vores synd altid er noget vi selv har trådt ud i og derfor må vi også selv tage ansvar for de ting vi har gjort.

Det gør vi ved at bekende dem for Gud, som de fejltrin de er og bede om tilgivelse hos ham der altid ønsker at møde og favne os.

Jesus sætter alting i perspektiv. Hvor vi normalt kan gå og have ondt af os selv og opleve at verden er os imod og derfor få lyst til at blive vrede og gå imod hans vilje. Så viser Jesus os, at Gud er vores far og at han er den der elsker os selvom vi stadig laver fejl.

Jeg ved at Gud ikke forlader mig når alt bliver hårdt, men at han netop sendte sin søn for at hjælpe mig ud i frihed fra den synd der så let omklamrer mig.

1. Johannes Brev 1,9 siger det sådan her:

Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld.

Den måde han hjælper mig ud i frihed, sker ved at jeg i mødet med ham, ser hvor meget jeg har brug for ham. Både hans kærlige favn og hans stadige opdragelse.

Vi har brug for hans invitation og vi har brug for hans udfordring.

Hvordan forvandles vores hjertes indstilling?

Bibelrefleksion / Af

Vi taler ofte om, hvad vi har besluttet os for at gøre eller at prioriterer. Og jeg tror på at vi grundlæggende har vores frie vilje til at beslutte os for noget, men enhver der bare har en smule selverkendelse, ser også hvor let det er for os at blive afledt.

Det er ofte som om, at vi med vores beslutninger, forsøger at løfte os selv op ad sumpen i vores eget hår.

Når vores hjertes indstilling for alvor skal forandres, er jeg overbevist om, at vi har brug for noget udenfor os selv.

I Ezekiels bog 36,26-27 står der:

Jeg giver dem et nyt hjerte og et nyt sind, så de retter sig efter mine love og regler.

Gud tilbyder med andre ord, at være den der står ved vores side. Han går hele vejen hen til os og møder os der hvor vi hver især befinder os, og der siger han til os.

  • Jeg vil give dig et nyt hjerte og et nyt sind.

Der er noget Gud tilbyder dig og mig, noget vi ikke kan skabe i os selv. Det han vil skabe i os, vil forme vores fremtidige adfærd, for der står:

  • Så I retter jer efter mine love og regler.

Vores udfordring er, om vi tør tro på, at det Gud vil gøre er godt, og om vi vil give ham lov.

Vores virkelighed efter påskens begivenhed.

Bibelrefleksion / Af

Nu er påsken ovre, men dens betydning er stor hver eneste dag livet igennem, for med Jesu opstandelse fra de døde, har vores liv fået et nyt perspektiv.

At Jesus gav sig selv slog det fuldstændig fast, at Guds kærlighed til os, er langt større end den stærkeste kærlighed vi ellers kender til.

Du og jeg er elsket og vi har himlen i vente, og denne virkelig kalder på at vi ændre vores syn på det liv vi lever her og nu.

Lad mig give et eksempel:

Hvis du ved, at du om 30 dage, kan få lov til at færdes frit i vores samfund igen. Om 30 dage får du lov til at være sammen med dem du har lyst til og at du fremadrettet ikke behøver at frygte nye begrænsninger, så vil det med stor sikkerhed påvirke det liv du lever i de kommende 30 dage.

Lydighed: Regler og retningslinjer der er givet for at du kan få del i friheden, vil du villigt lytte til, også selvom de for en tid indskrænker din frihed.

Forventningen til fremtiden: Selvom meget måske ser trist ud nu, så vil din forventning til fremtiden, gøre at det sikkert er umuligt for dig at være pessimistisk, da det der venter dig langt overskygger det du i denne tid står i.

På samme måde er det med vores tro. Paulus beskriver det på denne måde i Kolosenserbrevet 3,1-3:

Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er.

Der er et nyt liv der er begyndt og det kalder på et anderledes fokus. Der er nogle værdier som det nu er blevet vigtigt at lægge vægt på.

Som kristne, så fyldes vi med en overvældende taknemmelighed over det håb, vi er blevet givet ved opstandelsen. Og det håb bærer vi med os ind i den verden, der endnu ikke ved hvad der venter.

De kærligste hilsner

Anders Hyldgård

Påskedag af Niels Chr. Nielsen

Bibelrefleksion, tankevækker / Af

KRISTUS ER OPSTANDEN! Ja, sandelig!

Vi har de her dage beskæftiget en del med hvad disciplene oplevede gennem påskeugen. Deres smerte og sorg og frustrationer. Da jeg havde sendt lørdagens tanker, slog det mig, at der godt kunne findes mange flere paralleller fra disciplenes situation til den situation, som vi og hele verden gennemlever lige nu med Corona overalt.

I går var alt slut for disciplene – troede de, for de vidste ikke bedre end at døden var døden. Men det skulle vise sig, at i stedet for slutningen, blev det i virkeligheden begyndelsen. Begyndelsen på noget fantastisk. Ja, Jesus var død, men døden var ikke stærk nok til at holde ham fast.

Ja, du skal dø, vi skal dø. Sådan er det. Vi kommer igennem mørke og dybe huller i vores liv, men alligevel må vi proklamere med Paulus i Rom 8,38-39: Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed – hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet – end ikke døden – kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!

Efter mørket kommer der lys. Sådan har det altid været, for lyset er stærkere end mørket. Livet er stærkere end døden. Kærligheden er stærkere end ligegyldigheden. For selv når vi skal dø står Jesus på den anden side og tager imod os. Intet er stærkere end den kærlighed, som Gud viste os i Kristus. Og for disciplene blev det en ny begyndelse på en opgave, som krævede alt af dem, da det først dæmrede for dem, at Jesus alligevel ikke havde forladt dem. I stedet blev Jesu opstandelse en fantastisk ny begyndelse. Bare læs de første kapitler i Apostlenes Gerninger og se, hvad der skete derefter. Hvordan disciplene lod sig bruge til at sprede de gode nyheder ud i hele den dakendte verden. Der blev virkelig rusket op i jødernes gamle traditioner og mennesker flokkedes om de gode nyheder. De gamle profetier blev nytolket i lyset af Jesus, selv om det fortsat vakte modstand fra det officielle myndigheder. Alligevel spredtes troen på Jesus lynhurtigt.

Hvordan mon VI kommer ud af vores krise og frustrationer. Mon alt bare kommer til at køre i den vante gænge igen, eller kommer der ved Helligåndens hjælp nye boller på suppen. Vil vi være villige til at sluge nogle kameler, som det vist hedder, og lade Guds fornyelse få plads. Skal det også for os som Hans menighed blive en ny start? Ingen ved det endnu, men spændende er det.

Men lad os nu sammen – hver for sig – fejre at KRISTUS ER OPSTANDEN OG HAR OVERVUNDET AL SATANS MAGT, DØDENS MAGT, OG GJORT EN PLADS REDE TIL OS, NÅR SOLEN ENGANG GÅR SIN RUNDE UDEN OS (et skønt udtryk stjålet fra Kristeligt Dagblad).

Med kærlig hilsen og god påske.

Niels Chr. Nielsen

Påsketiden er en mærkelig tid.

Bibelrefleksion / Af

Det er ikke bare i år, hvor alt er anderledes, at påsketiden er en meget speciel tid, for det er den hvert eneste år, hvis vi giver os tid til at bemærke det.

Vi har lige haft palmesøndag, hvor Jesus er blevet hyldet af folkeskarerne og selvom det bare er et par dage borte, så er der en alvor i alt hvad Jesus gør.

Han græder over Jerusalem, fordi folkene i byen ikke kender deres besøgelsestid.

Han siger:

Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!” (Lukasevangeliet 19,42-44).

Jesus forudser med disse ord den ulykke, der kun ca. 30 år senere ramte byen.

Jesus fastholder at Guds hus skal bruges som et sted, hvor der er plads til bøn og til at søge Gud og smider derfor de handlende ud. (Lukasevangeliet 19,45-48).

Samtidig bliver vi igennem beretningen til skærtorsdag, klar over at Jesus ved at han snart skal dø, men han flygter ikke fra døden, men bruger tiden på at lære disciplene en sidste lektie omkring tjenersind og dette tjenersind er også rettet imod ham, han ved vil forråde ham. (Johannesevangeliet 13,1-15).

I dag kalder vi påskeugen for den stille uge. Fastetiden er endnu ikke ovre og alvoren omkring, hvad Jesus var villig til at gå igennem, skal gerne krybe helt ind under huden på os.

Den sidste lektie Jesus lærer disciplene skærtorsdag, handler ikke kun om tjenersind, for der er i fodvaskningen af disciplene, endnu et budskab.

Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: 
„Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?” 
„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.” 
„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!” 
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.” (Johannesevangeliet 13,4-8).

Disciplene skulle ikke bare selv lære at tjene, men de skulle også lære, at give Jesus lov til at tjene og rense dem. Der var noget de ikke bare selv skulle kæmpe sig til, men derimod at der var en der arbejdede for dem. De skulle tage imod.

Mit spørgsmål til dig i dag er:

  • Kan du accepterer, at du også er nødt til at tage imod Guds renselse, for at være hans discipel?
  • Lader du ham komme så tæt på dig, at han kan få lov til at rense dig, de steder du har mindst lyst til at vise ham?

Fredag mindes vi, at Jesus gik hele vejen, så lad os tage imod hans offer for os, med den allerstørste taknemmelighed!

De kærligste hilsner

Anders Hyldgård

Jeg vil så gerne kunne bede til Gud

Bibelrefleksion / Af

Jeg ved ikke hvad du tænker om det at bede til Gud, måske har du det fint med det eller måske er det svært for dig eller ligefrem en umulighed.

Du har sikkert nogle forestillinger omkring bøn. Som præst er jeg blevet spurgt om jeg ville bede, når nu jeg var præst. Og ja det vil jeg meget gerne, men det er på ingen måder fordi jeg er præst at jeg kan bede.

Jeg beder fordi jeg ved at jeg er et menneske, der vover at tro på at den almægtige Gud findes og at han faktisk gider at lytte til og møde hvert eneste menneske der henvender sig til ham.

I Jeremias bog 29:11-13, Siges det på denne måde:

For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.

Jeg er helt med på at denne tekst både rummer noget befriende og noget udfordrende. Det er befriende for os at høre, at Gud rent faktisk har gode planer for os og vores liv. Til tider er det noget af det der virkelig kan være udfordrende for os at tro på. Det er med andre ord ikke altid en sandhed, der har lige let ved at synke ned i vores hjerter. For når jeg engang imellem mister modet, kan jeg slet ikke få øje på at Gud vil mig det godt.

Men teksten rummer også en anden udfordring for der står: Når i søger efter mig af hele jeres hjerte!

Det spørgsmål der let rejser sig hos os i forhold til dette udsagn, er om vi i det hele taget formår, at søge ham af hele vores hjerte. Vi kan med andre ord tænke, at det er uopnåeligt, eller i hvert fald utroligt svært.

Måske er det en af grundene til at vi kan tænke, at andre bestemt må være bedre til det og vi derfor godt selv kan opgive, at få kontakt til den levende Gud. Vi kan tænke, at det kun er noget præsten og den særligt fromme kan komme tæt på, men min påstand er, at sådan er vores virkelighed slet ikke.

Når Jesus taler om at bede, så siger han bl.a. sådan her:

Matthæusevangeliet 6,7-13:

Når i beder, skal i ikke lade munden løbe ligesom dem, der har en anden tro. De mener, at det er mængden af ord, det kommer an på. Dem skal i ikke efterligne, for jeres far ved, hvad I har brug for, allerede inden i beder ham om det.

Det der betyder noget, når vi gerne vil bede, er ikke vores evne til at formulere vores bønner. Det handler heller ikke om, at have en særlig evne til at overtale Gud, så han forstår, at han er nødt til at gøre noget i netop din situation.

Det der betyder noget er derimod, at Gud inden du har nået at tænke noget, kender dig og dine behov. Han forstår dine suk, før du selv forstår hvad de rummer, han kender også den sprudlende glæde, der pludselig kan opstå i dit hjerte, uden at du ved hvor den kommer fra.

Så hvis du vover, at udtrykke, dine suk eller bønner, så behøver du ikke, at have fundet hoved eller hale i dem, inden du gør det, men kom til din Far i himmelen, på samme måde, som du vil komme til den du har allerstørst tillid til, for han er den eneste der fuldt ud fortjener vores tillid.

At vi har lov til at bede er noget, der er til for vores egen skyld. Igennem bønnen sættes du/dit hjerte i forbindelse med din Far, som ser dig og elsker dig. Når du begynder at bede, bliver han nemmere, at få øje på for dig, fordi du med dine suk, er begyndt at søge ham af dit hjerte.

Vi siger ofte i denne tid: ”Ring til en ven! ”

Måske skal vi også sige: ”Bed til din skaber! ”

At lade sig lede af vores Hyrde i praksis.

Bibelrefleksion / Af

Når vi skal finde ud af hvilken vej vi skal gå i vores, har vi ofte et stort ønske om, at kunne se så langt fremad som muligt. Jeg vil gerne kende retning og fokus for mit liv et par år frem, eller i det mindste et par måneder frem. Tanken bag dette ønske er egentlig ganske fornuftig, da jeg så vil kunne være mere sikker på at jeg i dag træffer de rigtige valg.

Men hvis ser på billedet med at Herren er min Hyrde og vi er hans får, så vil det svare til, at jeg som et får i flokken ved, at jeg de næste 17 km, skal vandre mod nordøst. Det vil så betyde at jeg det næste lange stykke tid ikke har brug for en aktiv forbindelse til Hyrden, da jeg klarer mig selv.

Jeg tror, at Guds mål med billedet er, at lære mig at jeg ligesom fåret, har brug for konstant vejledning, for at gå ad den vej der er bedst for mig. Jeg skal lære at hver gang, jeg for længe går min egen vej, har jeg brug for, at han kommer og finder mig og kalder mig tilbage til flokken.

Salme 23, siger det på denne måde: Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han leder mig til grønne enge og fører mig til det friske vand. Han redder mig, når jeg går fejl, og leder mig ind på rette vej, for han er en god og trofast Gud.

Kan du i dag stole på, at Gud er den der vil sørge for dig. At han er den der vil lede dig og at der hvor han leder dig, er det bedst for dig at være.

De kærligste Hilsner Anders Hyldgård

Hvad betyder det at: Herren er min Hyrde?

1 kommentar / Bibelrefleksion / Af

Den tid vi lever i gør os bevidste om, at vi ikke altid selv kender vejen frem. Der er noget her i livet vi ikke har styr på. Hvis vi som mennesker er alene her i livet, så er det at vi ikke kender vejen frem ret skræmmende for os, men Bibelen giver os en række billeder, der peger på, at vi som mennesker netop ikke er alene.

Et af de billeder vi møder, er forholdet imellem Gud (som vores Hyrde) og vi (som hans Får).

Ezekiels bog 31: 11Herren siger: Jeg vil selv opsøge mine får og tage mig af dem. 12Som en hyrde leder efter de fortabte får, vil jeg opsøge mit folk på de steder, de blev fordrevet til, da ulykken ramte dem.

Et får er umiddelbart ikke et specielt intelligent dyr, men hvis vi kan komme os over, at blive sammenlignet med sådan et dyr, er der en stor trøst at hente i dette billede.

Hvis Gud er min Hyrde, så er det min tillid til Ham, det der skal hjælpe mig, (og ikke mit overblik over min egen fremtid), for hvis jeg har tillid til ham, giver jeg ham lov til at lede mig. I en tid med tydelig usikkerhed, har jeg altså det samme primære behov, som jeg altid har haft.

At jeg søger at forstærke mig lyst til, at lade mig lede af den Gud, der har lovet at han vil opsøge os, både når vi føler os nær ham og når vi føler os fortabte.

Jeg stoler på at Han er den, der vil os det godt og at hans vej for mit liv, altid er bedre, end den vej jeg selv kan udtænke mig.