Uncategorized

Langfredag af Niels Chr. Nielsen

Langfredag var i sandhed en lang fredag. Både for Jesus og for disciplene. Det startede jo allerede da Jesus blev arresteret der ude i haven. Jesus bad, og bad endog om, ”at denne kalk måtte gå Ham forbi.” Mens disciplene ikke kunne holde sig vågne. Men Jesus sluttede sin bøn med: ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

Hvor viser det noget om, at Jesus var både sandt menneske som vi andre og sand Gud også. Han var svag og bange for det, der var foran ham, og det er vel om noget menneskeligt. Der er ikke noget sandt menneskeligt, der er fremmed for det guddommelige. Husk på det. Der er ikke noget af det, der rører sig i os, der er ligegyldigt for Gud. Ikke noget menneskeligt snavs og ikke noget menneskeligt godt og glædeligt. Og hvor meget ved vi egentlig om os selv – om hvem vi er.

Vi ved ikke så meget om de fleste af disciplene den der langfredag efter at de stak af med halen mellem benene. De har vel gemt sig her og der. Været flove og kede af det og frustrerede over at alt, hvad de havde bygget deres liv på nu syntes at være slut. De har sikkert fulgt med i hvad der skete – på afstand, så de ikke skulle komme i fedtefadet. Jeg tror de har stået med utrolige frustrationer, mens de så på at Jesus frivilligt lod sig føre fra Herodes til Pilatus og tilbage igen og   måtte tage imod alle mulige falske anklager fra jødernes ledere. De havde dog set Ham gøre alle mulige undere, ja, de havde set ham vække flere op fra de døde.  De vidste jo at Han havde magt til bare at gå sin vej – hvis Han ville. De havde hørt skaren råbe ”Hosianna” for en uge siden og nu råbte de ”Korsfæst ham.” Det gav ingen mening. Hvorfor lod han sig bare føre til korset uden at røre en finger?

Den eneste vi ved lidt om gennem den nat og dag, er Peter. Han var inde på pladsen foran ypperstepræstens hus og så på hvordan de behandlede Jesus. Og da morgenen gryede, måtte han erkende, at han ikke var nær så stærk, som han havde troet, og han måtte gå udenfor og græde bitterligt. Over hvad? Jo, over sig selv. Over at han måtte erkende at hans tanker om sig selv ikke stod mål med virkeligheden. Sådan kan sandheden sommetider gøre ondt. Meget ondt. Jeg har ondt af Peter og de andre de nat, men især Peter.

Jo, langfredag var virkelig en trist dag. En dag hvor menneskelig misundelse, grådighed og magtsyge for alvor viste sit sande ansigt, og en dag, hvor også mange fandt ud af, hvem de i virkeligheden var. Måske især disciplene og dem, der havde fulgt Jesus rundt i landet. En dag, hvor håbet blev slået ihjel. Måske er det netop når der er kriser, at vi finder ud af, hvem vi er. Hvor afhængige vi er af hinanden og af det vi ikke kan styre. f.eks. en Coronakrise. Hvor er vi priviligerede, for i modsætning til disciplene den dag, ved vi jo, at langfredag ikke var det sidste de kom til at se til Jesus. Men det har været en virkelig prøvelsernes dag for dem.

Lad os bede for de millioner af mennesker, der har det svært, som sørger, som er på flugt, som er syge og skal dø. Lad os bede for dem, der har magt, at de må forvalte den magt under ansvar og lade sig lede og inspirere af den Herre og Frelser, der insisterede på selv at tjene i kærlighed.

Med kærlig hilsen og igen God Påske. Trods alt.

Niels Chr. Nielsen

Skærtorsdagstanker af Niels Chr. Nielsen

Det var så i dag vi skulle mødes i kirken for at fejre, at Jesus indstiftede nadveren, men det må vi jo undvære – af gode grunde. Alligevel kan vi godt fordybe os lidt i hvordan den dag gik for Jesus og disciplene. For Jesus har det været en helt speciel dag, hvor han skulle dele det sidste måltid med disciplene og vel også en del af de kvinder, der havde fulgtes med dem på deres vandringer.

Jesus havde ved flere lejligheder prøvet at fortælle dem, hvad der skulle ske i disse påskedage. Han har været fuldt bevidst om at hans tid som menneske her på jorden var slut, og det er jo baggrunden for at han indstiftede nadveren, den nye pagt. Tegnet, som skulle komme til at følge alle kristne gennem de næste 2000 år, og ind i fremtiden. Tegnet på, at Jesus aldrig for alvor vil svigte sin menighed. Tegnet, som hver gang skal minde os om den sandhed, for at vi aldrig skal glemme det.

Disciplene var på trods af, at Jesus havde prøvet at forttælle dem det, stadig uvidende om de kommende begivenheder. Peter, den mest brovtende af dem, mente, at han ville være parat til at dø sammen med Jesus om det skulle blive nødvendigt. Vi må jo spørge, hvor godt han lige kendte sig selv? Inden natten var ovre, nægtede han tre gange, at han kendte Jesus. Og sådan har vi det jo nok. Hvor godt kender vi os selv når det kommer der til?

Judas var den skuffede, der havde håbet Jesus ville være konge og smide romerne ud af landet, men da det ikke skete, besluttede han sig for at angive Jesus. Det kunne han jo lige så godt og tage den skilling med, som det kunne give. Da han så, hvad der skete, fortrød han så bitterligt, at han gik hen og tog sit eget liv.

De andre disciple var ikke meget bedre. Da Jesus blev arresteret, flygtede de ud i alle retninger.

Men der er en utrolig trøst i alle de begivenheder når vi ser på den flok, som var Jesu disciple. På trods af alle deres svigt, var det dem, der blev Guds redskab til at brede Jesu budskab ud i hele verden. Det må da give lidt håb for sådan nogen som os om, at vi måske også kan bruges, blive Guds redskaber. Lad os bruge den her usædvanlig stille påske til at lytte til hvilke planer Gud har  med os. For Han har planer. God Påske

Når vi savner svar

Et citat der sætter vores tanker i gang lyder således:

Når vi er ved at fortvivle over, at vi ikke kan finde svar, kan Helligånden give os svar.. Men hvordan kan han give os svar, hvis vores hoved stadig er fuldt af alle mulige svar vi selv har fundet på? – -Karl Barth–