Måned: april 2020

Guds invitation og Guds udfordring!

Bibelrefleksion / Af

Når vi læser i Bibelen, så møder vi i grove træk to sider af Gud og alt efter vores personlighed, så er vi bedst kendt med den ene eller den anden side.

Den ene side kan vi kalde for Guds invitation eller for Guds aftale med os.

Her siger vores kærlige Far til os, at vi er bestemt til at være hans børn. Han ønsker evigt fællesskab med os og han møder og favner dig og mig, lige der hvor vi er i vores liv.

Johannesevangeliet 3,14-15 siger det sådan her:

Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

Her er der en tydelig invitation: Hvis vi accepterer at vi ligesom folket, der blev bidt af slangerne, har brug for hjælp, så kan vi igennem denne tekst hører hvordan han kalder på os. Han kalder, for at vi ved at rette vores opmærksomhed mod ham, kan åbne os op for det fællesskab han så gerne vil tilbyde os.

Den anden side er Guds udfordring.

Som sagt elsker Gud os så meget at han altid er villig til at møde os hvor end vi er i livet. Der er ikke et eneste menneske han ikke elsker. Men samtidig siger vi også, at Guds kærlighed til os er så stærk, at han heller ikke er villig til at efterlade os der hvor vi er i vores liv.

Derfor følger der med Guds kærlighed også hans opdragelse!

I Bibelen udfordrer Gud os til at vedkende os, at vores synd altid er noget vi selv har trådt ud i og derfor må vi også selv tage ansvar for de ting vi har gjort.

Det gør vi ved at bekende dem for Gud, som de fejltrin de er og bede om tilgivelse hos ham der altid ønsker at møde og favne os.

Jesus sætter alting i perspektiv. Hvor vi normalt kan gå og have ondt af os selv og opleve at verden er os imod og derfor få lyst til at blive vrede og gå imod hans vilje. Så viser Jesus os, at Gud er vores far og at han er den der elsker os selvom vi stadig laver fejl.

Jeg ved at Gud ikke forlader mig når alt bliver hårdt, men at han netop sendte sin søn for at hjælpe mig ud i frihed fra den synd der så let omklamrer mig.

1. Johannes Brev 1,9 siger det sådan her:

Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld.

Den måde han hjælper mig ud i frihed, sker ved at jeg i mødet med ham, ser hvor meget jeg har brug for ham. Både hans kærlige favn og hans stadige opdragelse.

Vi har brug for hans invitation og vi har brug for hans udfordring.

Hvordan forvandles vores hjertes indstilling?

Bibelrefleksion / Af

Vi taler ofte om, hvad vi har besluttet os for at gøre eller at prioriterer. Og jeg tror på at vi grundlæggende har vores frie vilje til at beslutte os for noget, men enhver der bare har en smule selverkendelse, ser også hvor let det er for os at blive afledt.

Det er ofte som om, at vi med vores beslutninger, forsøger at løfte os selv op ad sumpen i vores eget hår.

Når vores hjertes indstilling for alvor skal forandres, er jeg overbevist om, at vi har brug for noget udenfor os selv.

I Ezekiels bog 36,26-27 står der:

Jeg giver dem et nyt hjerte og et nyt sind, så de retter sig efter mine love og regler.

Gud tilbyder med andre ord, at være den der står ved vores side. Han går hele vejen hen til os og møder os der hvor vi hver især befinder os, og der siger han til os.

  • Jeg vil give dig et nyt hjerte og et nyt sind.

Der er noget Gud tilbyder dig og mig, noget vi ikke kan skabe i os selv. Det han vil skabe i os, vil forme vores fremtidige adfærd, for der står:

  • Så I retter jer efter mine love og regler.

Vores udfordring er, om vi tør tro på, at det Gud vil gøre er godt, og om vi vil give ham lov.

Vores virkelighed efter påskens begivenhed.

Bibelrefleksion / Af

Nu er påsken ovre, men dens betydning er stor hver eneste dag livet igennem, for med Jesu opstandelse fra de døde, har vores liv fået et nyt perspektiv.

At Jesus gav sig selv slog det fuldstændig fast, at Guds kærlighed til os, er langt større end den stærkeste kærlighed vi ellers kender til.

Du og jeg er elsket og vi har himlen i vente, og denne virkelig kalder på at vi ændre vores syn på det liv vi lever her og nu.

Lad mig give et eksempel:

Hvis du ved, at du om 30 dage, kan få lov til at færdes frit i vores samfund igen. Om 30 dage får du lov til at være sammen med dem du har lyst til og at du fremadrettet ikke behøver at frygte nye begrænsninger, så vil det med stor sikkerhed påvirke det liv du lever i de kommende 30 dage.

Lydighed: Regler og retningslinjer der er givet for at du kan få del i friheden, vil du villigt lytte til, også selvom de for en tid indskrænker din frihed.

Forventningen til fremtiden: Selvom meget måske ser trist ud nu, så vil din forventning til fremtiden, gøre at det sikkert er umuligt for dig at være pessimistisk, da det der venter dig langt overskygger det du i denne tid står i.

På samme måde er det med vores tro. Paulus beskriver det på denne måde i Kolosenserbrevet 3,1-3:

Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er.

Der er et nyt liv der er begyndt og det kalder på et anderledes fokus. Der er nogle værdier som det nu er blevet vigtigt at lægge vægt på.

Som kristne, så fyldes vi med en overvældende taknemmelighed over det håb, vi er blevet givet ved opstandelsen. Og det håb bærer vi med os ind i den verden, der endnu ikke ved hvad der venter.

De kærligste hilsner

Anders Hyldgård

Anden påskedag af Niels Chr. Nielsen

tankevækker / Af

Det er vel halvanden til to måneder siden nu, i hvert fald før Corona indtog landet, og indtil nu har jeg ikke delt det med nogen. Jeg havde en drøm. Jeg drømmer ellers aldrig, selv om nogen siger, at alle mennesker drømmer. I hvert fald husker jeg det meget sjældent. Det sjove er, at jeg ikke kan huske et ord om, hvad der skete i den drøm. Det billede jeg så, som jeg husker det, er et med lys og glæde, og så ved jeg, at det har et eller andet med menigheden at gøre. Det jeg kan huske er, at jeg blev fyldt af en glæde, som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet den før. Det boblede indvendigt af glæde og begejstring. Ja, som nogen har sagt det fornyelig. Det var som om hjertet ville ud og danse. Jeg kunne og kan ikke andet end at tage det som en hilsen fra vores Gud og skaber. Og tak for det.

Og netop derfor er jeg nødt til at dele det med jer som en hilsen fra Ham til os. Mon ikke det også er noget i den retning de to Emmaus vandrere har følt, da de pludselig genkendte Jesus. De fik i hvert fald travlt med at komme tilbage til Jerusalem og fortælle, hvad de havde oplevet. Det skulle deles med de andre, og da de kom tilbage, havde Peter allerede mødt Ham. Alligevel var de i tvivl om sandheden i det, indtil Jesus pludselig stod der midt iblandt dem – og for at overbevise dem om at Han ikke var et spøgelse, spiste Han et stykke fisk. Der var udfordringer nok for disciplene.

Richard Rohr, en franciskaner, har hver dag i ugen sendt en andagt, meditation, eller hvad nu er under overskriften: Reality initiates us. – Virkeligheden udfordrer os, eller måske bedre – skubber os i gang. Han tænker på Coronakrisen, som enten kan lamme os eller skubbe os i gang, som mødet med påskens begivenheder og den opstandne Kristus satte disciplene i gang. Få os til at gentænke den virkelighed, som vi har levet i, og finde ud af, om det er det, der skal fortsætte.

En franciskansk søster Ilia Delio, som han citerer, skrev:

”Kristendom kan hjælpe os at erkende, at død og opstandelse er del af en udvikling hen imod at blive hele (mennesker); give slip på den egenrådige eksistens til fordel for et dybere fællesskab. Noget dør men noget nyt fødes – og derfor bliver vor tids kaos på en underlig måde et tegn på håb; noget nyt er ved at blive født indeni. Ud af kaos bliver en stjerne født. Nedbrud kan blive gennembrud hvis vi erkender det nye livsmønster, der kæmper for at komme igennem”. (Oversat af undertegnede)

Måske kan Ilias ord være med til at opmuntre os og minde os om at holde øje med nye tegn på liv og nye måder at leve på i dag og kommende dage. Påskens budskab om lidelse og sejr giver os i den grad håb for den fremtid, der er i Guds hænder. Og Han har gode tanker om os – tanker om en velsignet fremtid. Pris Gud. Lad os bruge noget af al den fritid vi har nu og kommende uger til at søge Gud, høre hvad han vil med os, og være villige til at give slip på det, der alligevel ikke gavner noget.

Tak fordi I læste med på mine skriverier hen over Påsken, og tak fordi I tænker med, for det tror jeg I gør. Håber nogen har kunnet bruge det til noget. Måske ville en samtale være mere frugtbar end en række enetaler. Det kunne vel godt lade sig gøre digitalt selv om vi ikke kan mødes.

 Kærlig hilsen

Niels Chr.

Ps.: Før du går, så tænk lige over den her fra Richard Rohr. Undskyld jeg ikke oversætter det.: The crucifixion of Jesus is the preeminent example of God’s love reaching out to us. It is at the same moment the worst and best thing in human history. The Franciscans, led by John Duns Scotus (1266-1308), even claimed that instead of a “necessary sacrifice,” the cross was a freely chosen revelation of Total Love on God’s part.

   In so doing, they reversed the engines of almost all world religion up to that point, which assumed that we had to spill blood to get to a distant and demanding God. On the cross, the Franciscans believed, God was “spilling blood” to reach out to us! This is a sea change in consciousness. The cross, instead of being a transaction, was seen as a dramatic demonstration of God’s outpouring love, meant to utterly shock the heart and turn it back toward trust and love of the Creator.

(Nedenfor Frit oversat – KS)

Jesu korsfæstelse er det fremtrædende eksempel på, at Guds kærlighed rækker ud til os. Det er på samme tidspunkt den værste og bedste ting i menneskets historie. Franciskanerne, ledet af John Duns Scotus (1266-1308), hævdede endda, at i stedet for et ”nødvendigt offer”, var korset en frit valgt åbenbaring af fuldstændig kærlighed fra Guds side.

Dermed vendte de opfattelsen for næsten al verdensreligion, som op til dette tidspunkt antog, at vi måtte udgyde blod for at komme til en fjern og krævende Gud. På korset troede franciskanerne, at Gud “udgød blod” for at nå ud til os! Dette er en kæmpe ændring i opfattelsen. Korset, i stedet for at være en forpligtelse, blev set som en dramatisk demonstration af Guds vælde af kærlighed, beregnet til at ryste hjertet fuldstændigt og vende det tilbage mod tillid og kærlighed til Skaberen.

Påskedag af Niels Chr. Nielsen

Bibelrefleksion, tankevækker / Af

KRISTUS ER OPSTANDEN! Ja, sandelig!

Vi har de her dage beskæftiget en del med hvad disciplene oplevede gennem påskeugen. Deres smerte og sorg og frustrationer. Da jeg havde sendt lørdagens tanker, slog det mig, at der godt kunne findes mange flere paralleller fra disciplenes situation til den situation, som vi og hele verden gennemlever lige nu med Corona overalt.

I går var alt slut for disciplene – troede de, for de vidste ikke bedre end at døden var døden. Men det skulle vise sig, at i stedet for slutningen, blev det i virkeligheden begyndelsen. Begyndelsen på noget fantastisk. Ja, Jesus var død, men døden var ikke stærk nok til at holde ham fast.

Ja, du skal dø, vi skal dø. Sådan er det. Vi kommer igennem mørke og dybe huller i vores liv, men alligevel må vi proklamere med Paulus i Rom 8,38-39: Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed – hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet – end ikke døden – kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!

Efter mørket kommer der lys. Sådan har det altid været, for lyset er stærkere end mørket. Livet er stærkere end døden. Kærligheden er stærkere end ligegyldigheden. For selv når vi skal dø står Jesus på den anden side og tager imod os. Intet er stærkere end den kærlighed, som Gud viste os i Kristus. Og for disciplene blev det en ny begyndelse på en opgave, som krævede alt af dem, da det først dæmrede for dem, at Jesus alligevel ikke havde forladt dem. I stedet blev Jesu opstandelse en fantastisk ny begyndelse. Bare læs de første kapitler i Apostlenes Gerninger og se, hvad der skete derefter. Hvordan disciplene lod sig bruge til at sprede de gode nyheder ud i hele den dakendte verden. Der blev virkelig rusket op i jødernes gamle traditioner og mennesker flokkedes om de gode nyheder. De gamle profetier blev nytolket i lyset af Jesus, selv om det fortsat vakte modstand fra det officielle myndigheder. Alligevel spredtes troen på Jesus lynhurtigt.

Hvordan mon VI kommer ud af vores krise og frustrationer. Mon alt bare kommer til at køre i den vante gænge igen, eller kommer der ved Helligåndens hjælp nye boller på suppen. Vil vi være villige til at sluge nogle kameler, som det vist hedder, og lade Guds fornyelse få plads. Skal det også for os som Hans menighed blive en ny start? Ingen ved det endnu, men spændende er det.

Men lad os nu sammen – hver for sig – fejre at KRISTUS ER OPSTANDEN OG HAR OVERVUNDET AL SATANS MAGT, DØDENS MAGT, OG GJORT EN PLADS REDE TIL OS, NÅR SOLEN ENGANG GÅR SIN RUNDE UDEN OS (et skønt udtryk stjålet fra Kristeligt Dagblad).

Med kærlig hilsen og god påske.

Niels Chr. Nielsen

Påskelørdag – ventetid! af Niels Chr. Nielsen

tankevækker / Af

Der er flere jeg har talt med, der har bemærket, at det er en mærkelig tid vi lever i lige nu, og det kan jeg da kun give dem ret i. Det er vi vist alle enige om. I løbet af ganske få uger er hele vores tilværelse blevet endevendt, og når man så tænker på, at det ikke kun er her hos os, men i hele verden, ja, så kan det godt blive lidt overvældende. Det er nok det nærmeste vi har været på en helt surrealistisk situation. Usikkerheden er næsten det værste. Vi ved ikke hvornår det evt. slutter og tilværelsen bliver normal igen – hvis den overhovedet bliver normal. Vi kan næsten ikke undgå at udsætte os selv for en vis smittefare, selv om vi kan begrænse den meget. Vi er alle sammen potentielle smittebærere osv. I det hele taget kan vi ikke sige ret meget om tiden, der kommer. Alting er lukket og aflyst. Selv kirkerne er lukket – foreløbig til den 10. maj, og det er for os, der holder af at komme der måske særlig trist.

Kaos må man måske have lov til at kalde det selv om vore myndigheder synes at have fod på det. Kaos var det også i går for disciplene da Jesus blev korsfæstet som en anden forbryder. Han betalte prisen for at være sandheden og for sin undervisning om Guds Rige, og disciplene kunne ikke vide at Jesus påskemorgen ville triumfere over døden og blive oprejst igen. Han var jo død, og da han var den eneste de nogensinde havde oplevet at have magt over selv døden, og selv var blevet dens offer, kunne der ikke være meget håb tilbage. For deres erfaring med døden var jo, at når man var død, så var man borte. Jeg tror de har siddet og gemt sig og været lammet mere eller mindre og kigget ned i jorden uden at sige ret meget. De har nok også været lidt flove over at de bare stak af, da det gjaldt. Og kunne vi have gjort noget så det var endt anderledes? De har om muligt været mere forvirrede og usikre på fremtiden, end vi er i denne tid. De har virkelig haft ondt i livet, og det er der også mange, der har i den her Corona tid.

Den her lørdag og tiden frem til at de opdagede at Jesus var opstået har været en ventetid, som har føltes som år. For hvad bringer fremtiden? Er der overhovedet noget liv tilbage. Det kan vel også godt være en parallel til det vi oplever netop nu, hvor alt synes at være sat på pause og hvor længe skal vi vente, og hvad vågner vi op til en dag.

Disciplene vidste jo ikke, at de søndag morgen ville vågne op til en Jesus, der var opstanden og havde overvundet døden. Men det ved vi! Derfor behøver vi ikke fortvivle, for vi har det håb og den tro, at han stadig er her. Måske kan den her tid være med til at åbne øjnene for mange mennesker for påskens budskab. Måske kan Gud ved sin Helligånd gøre det til en frugtbar tid i åndelig henseende, så den kultur, der har hersket, at vi ikke længere har brug for religion og kristendom, kan vendes til noget bedre. For Gud er ingenting umuligt. For hvis nogen kan bringe nyt håb til verden er det jo Jesus, der om nogle få dage igen møder disciplene med sit: ”Fred være med jer”!

Må jeg ønske alle Guds fred.

Med kærlig hilsen

Niels Chr. Nielsen

Langfredag af Niels Chr. Nielsen

Uncategorized / Af

Langfredag var i sandhed en lang fredag. Både for Jesus og for disciplene. Det startede jo allerede da Jesus blev arresteret der ude i haven. Jesus bad, og bad endog om, ”at denne kalk måtte gå Ham forbi.” Mens disciplene ikke kunne holde sig vågne. Men Jesus sluttede sin bøn med: ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

Hvor viser det noget om, at Jesus var både sandt menneske som vi andre og sand Gud også. Han var svag og bange for det, der var foran ham, og det er vel om noget menneskeligt. Der er ikke noget sandt menneskeligt, der er fremmed for det guddommelige. Husk på det. Der er ikke noget af det, der rører sig i os, der er ligegyldigt for Gud. Ikke noget menneskeligt snavs og ikke noget menneskeligt godt og glædeligt. Og hvor meget ved vi egentlig om os selv – om hvem vi er.

Vi ved ikke så meget om de fleste af disciplene den der langfredag efter at de stak af med halen mellem benene. De har vel gemt sig her og der. Været flove og kede af det og frustrerede over at alt, hvad de havde bygget deres liv på nu syntes at være slut. De har sikkert fulgt med i hvad der skete – på afstand, så de ikke skulle komme i fedtefadet. Jeg tror de har stået med utrolige frustrationer, mens de så på at Jesus frivilligt lod sig føre fra Herodes til Pilatus og tilbage igen og   måtte tage imod alle mulige falske anklager fra jødernes ledere. De havde dog set Ham gøre alle mulige undere, ja, de havde set ham vække flere op fra de døde.  De vidste jo at Han havde magt til bare at gå sin vej – hvis Han ville. De havde hørt skaren råbe ”Hosianna” for en uge siden og nu råbte de ”Korsfæst ham.” Det gav ingen mening. Hvorfor lod han sig bare føre til korset uden at røre en finger?

Den eneste vi ved lidt om gennem den nat og dag, er Peter. Han var inde på pladsen foran ypperstepræstens hus og så på hvordan de behandlede Jesus. Og da morgenen gryede, måtte han erkende, at han ikke var nær så stærk, som han havde troet, og han måtte gå udenfor og græde bitterligt. Over hvad? Jo, over sig selv. Over at han måtte erkende at hans tanker om sig selv ikke stod mål med virkeligheden. Sådan kan sandheden sommetider gøre ondt. Meget ondt. Jeg har ondt af Peter og de andre de nat, men især Peter.

Jo, langfredag var virkelig en trist dag. En dag hvor menneskelig misundelse, grådighed og magtsyge for alvor viste sit sande ansigt, og en dag, hvor også mange fandt ud af, hvem de i virkeligheden var. Måske især disciplene og dem, der havde fulgt Jesus rundt i landet. En dag, hvor håbet blev slået ihjel. Måske er det netop når der er kriser, at vi finder ud af, hvem vi er. Hvor afhængige vi er af hinanden og af det vi ikke kan styre. f.eks. en Coronakrise. Hvor er vi priviligerede, for i modsætning til disciplene den dag, ved vi jo, at langfredag ikke var det sidste de kom til at se til Jesus. Men det har været en virkelig prøvelsernes dag for dem.

Lad os bede for de millioner af mennesker, der har det svært, som sørger, som er på flugt, som er syge og skal dø. Lad os bede for dem, der har magt, at de må forvalte den magt under ansvar og lade sig lede og inspirere af den Herre og Frelser, der insisterede på selv at tjene i kærlighed.

Med kærlig hilsen og igen God Påske. Trods alt.

Niels Chr. Nielsen

Skærtorsdagstanker af Niels Chr. Nielsen

Uncategorized / Af

Det var så i dag vi skulle mødes i kirken for at fejre, at Jesus indstiftede nadveren, men det må vi jo undvære – af gode grunde. Alligevel kan vi godt fordybe os lidt i hvordan den dag gik for Jesus og disciplene. For Jesus har det været en helt speciel dag, hvor han skulle dele det sidste måltid med disciplene og vel også en del af de kvinder, der havde fulgtes med dem på deres vandringer.

Jesus havde ved flere lejligheder prøvet at fortælle dem, hvad der skulle ske i disse påskedage. Han har været fuldt bevidst om at hans tid som menneske her på jorden var slut, og det er jo baggrunden for at han indstiftede nadveren, den nye pagt. Tegnet, som skulle komme til at følge alle kristne gennem de næste 2000 år, og ind i fremtiden. Tegnet på, at Jesus aldrig for alvor vil svigte sin menighed. Tegnet, som hver gang skal minde os om den sandhed, for at vi aldrig skal glemme det.

Disciplene var på trods af, at Jesus havde prøvet at forttælle dem det, stadig uvidende om de kommende begivenheder. Peter, den mest brovtende af dem, mente, at han ville være parat til at dø sammen med Jesus om det skulle blive nødvendigt. Vi må jo spørge, hvor godt han lige kendte sig selv? Inden natten var ovre, nægtede han tre gange, at han kendte Jesus. Og sådan har vi det jo nok. Hvor godt kender vi os selv når det kommer der til?

Judas var den skuffede, der havde håbet Jesus ville være konge og smide romerne ud af landet, men da det ikke skete, besluttede han sig for at angive Jesus. Det kunne han jo lige så godt og tage den skilling med, som det kunne give. Da han så, hvad der skete, fortrød han så bitterligt, at han gik hen og tog sit eget liv.

De andre disciple var ikke meget bedre. Da Jesus blev arresteret, flygtede de ud i alle retninger.

Men der er en utrolig trøst i alle de begivenheder når vi ser på den flok, som var Jesu disciple. På trods af alle deres svigt, var det dem, der blev Guds redskab til at brede Jesu budskab ud i hele verden. Det må da give lidt håb for sådan nogen som os om, at vi måske også kan bruges, blive Guds redskaber. Lad os bruge den her usædvanlig stille påske til at lytte til hvilke planer Gud har  med os. For Han har planer. God Påske

Påsketiden er en mærkelig tid.

Bibelrefleksion / Af

Det er ikke bare i år, hvor alt er anderledes, at påsketiden er en meget speciel tid, for det er den hvert eneste år, hvis vi giver os tid til at bemærke det.

Vi har lige haft palmesøndag, hvor Jesus er blevet hyldet af folkeskarerne og selvom det bare er et par dage borte, så er der en alvor i alt hvad Jesus gør.

Han græder over Jerusalem, fordi folkene i byen ikke kender deres besøgelsestid.

Han siger:

Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!” (Lukasevangeliet 19,42-44).

Jesus forudser med disse ord den ulykke, der kun ca. 30 år senere ramte byen.

Jesus fastholder at Guds hus skal bruges som et sted, hvor der er plads til bøn og til at søge Gud og smider derfor de handlende ud. (Lukasevangeliet 19,45-48).

Samtidig bliver vi igennem beretningen til skærtorsdag, klar over at Jesus ved at han snart skal dø, men han flygter ikke fra døden, men bruger tiden på at lære disciplene en sidste lektie omkring tjenersind og dette tjenersind er også rettet imod ham, han ved vil forråde ham. (Johannesevangeliet 13,1-15).

I dag kalder vi påskeugen for den stille uge. Fastetiden er endnu ikke ovre og alvoren omkring, hvad Jesus var villig til at gå igennem, skal gerne krybe helt ind under huden på os.

Den sidste lektie Jesus lærer disciplene skærtorsdag, handler ikke kun om tjenersind, for der er i fodvaskningen af disciplene, endnu et budskab.

Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: 
„Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?” 
„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.” 
„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!” 
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.” (Johannesevangeliet 13,4-8).

Disciplene skulle ikke bare selv lære at tjene, men de skulle også lære, at give Jesus lov til at tjene og rense dem. Der var noget de ikke bare selv skulle kæmpe sig til, men derimod at der var en der arbejdede for dem. De skulle tage imod.

Mit spørgsmål til dig i dag er:

  • Kan du accepterer, at du også er nødt til at tage imod Guds renselse, for at være hans discipel?
  • Lader du ham komme så tæt på dig, at han kan få lov til at rense dig, de steder du har mindst lyst til at vise ham?

Fredag mindes vi, at Jesus gik hele vejen, så lad os tage imod hans offer for os, med den allerstørste taknemmelighed!

De kærligste hilsner

Anders Hyldgård

Jeg vil så gerne kunne bede til Gud

Bibelrefleksion / Af

Jeg ved ikke hvad du tænker om det at bede til Gud, måske har du det fint med det eller måske er det svært for dig eller ligefrem en umulighed.

Du har sikkert nogle forestillinger omkring bøn. Som præst er jeg blevet spurgt om jeg ville bede, når nu jeg var præst. Og ja det vil jeg meget gerne, men det er på ingen måder fordi jeg er præst at jeg kan bede.

Jeg beder fordi jeg ved at jeg er et menneske, der vover at tro på at den almægtige Gud findes og at han faktisk gider at lytte til og møde hvert eneste menneske der henvender sig til ham.

I Jeremias bog 29:11-13, Siges det på denne måde:

For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.

Jeg er helt med på at denne tekst både rummer noget befriende og noget udfordrende. Det er befriende for os at høre, at Gud rent faktisk har gode planer for os og vores liv. Til tider er det noget af det der virkelig kan være udfordrende for os at tro på. Det er med andre ord ikke altid en sandhed, der har lige let ved at synke ned i vores hjerter. For når jeg engang imellem mister modet, kan jeg slet ikke få øje på at Gud vil mig det godt.

Men teksten rummer også en anden udfordring for der står: Når i søger efter mig af hele jeres hjerte!

Det spørgsmål der let rejser sig hos os i forhold til dette udsagn, er om vi i det hele taget formår, at søge ham af hele vores hjerte. Vi kan med andre ord tænke, at det er uopnåeligt, eller i hvert fald utroligt svært.

Måske er det en af grundene til at vi kan tænke, at andre bestemt må være bedre til det og vi derfor godt selv kan opgive, at få kontakt til den levende Gud. Vi kan tænke, at det kun er noget præsten og den særligt fromme kan komme tæt på, men min påstand er, at sådan er vores virkelighed slet ikke.

Når Jesus taler om at bede, så siger han bl.a. sådan her:

Matthæusevangeliet 6,7-13:

Når i beder, skal i ikke lade munden løbe ligesom dem, der har en anden tro. De mener, at det er mængden af ord, det kommer an på. Dem skal i ikke efterligne, for jeres far ved, hvad I har brug for, allerede inden i beder ham om det.

Det der betyder noget, når vi gerne vil bede, er ikke vores evne til at formulere vores bønner. Det handler heller ikke om, at have en særlig evne til at overtale Gud, så han forstår, at han er nødt til at gøre noget i netop din situation.

Det der betyder noget er derimod, at Gud inden du har nået at tænke noget, kender dig og dine behov. Han forstår dine suk, før du selv forstår hvad de rummer, han kender også den sprudlende glæde, der pludselig kan opstå i dit hjerte, uden at du ved hvor den kommer fra.

Så hvis du vover, at udtrykke, dine suk eller bønner, så behøver du ikke, at have fundet hoved eller hale i dem, inden du gør det, men kom til din Far i himmelen, på samme måde, som du vil komme til den du har allerstørst tillid til, for han er den eneste der fuldt ud fortjener vores tillid.

At vi har lov til at bede er noget, der er til for vores egen skyld. Igennem bønnen sættes du/dit hjerte i forbindelse med din Far, som ser dig og elsker dig. Når du begynder at bede, bliver han nemmere, at få øje på for dig, fordi du med dine suk, er begyndt at søge ham af dit hjerte.

Vi siger ofte i denne tid: ”Ring til en ven! ”

Måske skal vi også sige: ”Bed til din skaber! ”