tankevækker

Anden påskedag af Niels Chr. Nielsen

tankevækker / Af

Det er vel halvanden til to måneder siden nu, i hvert fald før Corona indtog landet, og indtil nu har jeg ikke delt det med nogen. Jeg havde en drøm. Jeg drømmer ellers aldrig, selv om nogen siger, at alle mennesker drømmer. I hvert fald husker jeg det meget sjældent. Det sjove er, at jeg ikke kan huske et ord om, hvad der skete i den drøm. Det billede jeg så, som jeg husker det, er et med lys og glæde, og så ved jeg, at det har et eller andet med menigheden at gøre. Det jeg kan huske er, at jeg blev fyldt af en glæde, som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet den før. Det boblede indvendigt af glæde og begejstring. Ja, som nogen har sagt det fornyelig. Det var som om hjertet ville ud og danse. Jeg kunne og kan ikke andet end at tage det som en hilsen fra vores Gud og skaber. Og tak for det.

Og netop derfor er jeg nødt til at dele det med jer som en hilsen fra Ham til os. Mon ikke det også er noget i den retning de to Emmaus vandrere har følt, da de pludselig genkendte Jesus. De fik i hvert fald travlt med at komme tilbage til Jerusalem og fortælle, hvad de havde oplevet. Det skulle deles med de andre, og da de kom tilbage, havde Peter allerede mødt Ham. Alligevel var de i tvivl om sandheden i det, indtil Jesus pludselig stod der midt iblandt dem – og for at overbevise dem om at Han ikke var et spøgelse, spiste Han et stykke fisk. Der var udfordringer nok for disciplene.

Richard Rohr, en franciskaner, har hver dag i ugen sendt en andagt, meditation, eller hvad nu er under overskriften: Reality initiates us. – Virkeligheden udfordrer os, eller måske bedre – skubber os i gang. Han tænker på Coronakrisen, som enten kan lamme os eller skubbe os i gang, som mødet med påskens begivenheder og den opstandne Kristus satte disciplene i gang. Få os til at gentænke den virkelighed, som vi har levet i, og finde ud af, om det er det, der skal fortsætte.

En franciskansk søster Ilia Delio, som han citerer, skrev:

”Kristendom kan hjælpe os at erkende, at død og opstandelse er del af en udvikling hen imod at blive hele (mennesker); give slip på den egenrådige eksistens til fordel for et dybere fællesskab. Noget dør men noget nyt fødes – og derfor bliver vor tids kaos på en underlig måde et tegn på håb; noget nyt er ved at blive født indeni. Ud af kaos bliver en stjerne født. Nedbrud kan blive gennembrud hvis vi erkender det nye livsmønster, der kæmper for at komme igennem”. (Oversat af undertegnede)

Måske kan Ilias ord være med til at opmuntre os og minde os om at holde øje med nye tegn på liv og nye måder at leve på i dag og kommende dage. Påskens budskab om lidelse og sejr giver os i den grad håb for den fremtid, der er i Guds hænder. Og Han har gode tanker om os – tanker om en velsignet fremtid. Pris Gud. Lad os bruge noget af al den fritid vi har nu og kommende uger til at søge Gud, høre hvad han vil med os, og være villige til at give slip på det, der alligevel ikke gavner noget.

Tak fordi I læste med på mine skriverier hen over Påsken, og tak fordi I tænker med, for det tror jeg I gør. Håber nogen har kunnet bruge det til noget. Måske ville en samtale være mere frugtbar end en række enetaler. Det kunne vel godt lade sig gøre digitalt selv om vi ikke kan mødes.

 Kærlig hilsen

Niels Chr.

Ps.: Før du går, så tænk lige over den her fra Richard Rohr. Undskyld jeg ikke oversætter det.: The crucifixion of Jesus is the preeminent example of God’s love reaching out to us. It is at the same moment the worst and best thing in human history. The Franciscans, led by John Duns Scotus (1266-1308), even claimed that instead of a “necessary sacrifice,” the cross was a freely chosen revelation of Total Love on God’s part.

   In so doing, they reversed the engines of almost all world religion up to that point, which assumed that we had to spill blood to get to a distant and demanding God. On the cross, the Franciscans believed, God was “spilling blood” to reach out to us! This is a sea change in consciousness. The cross, instead of being a transaction, was seen as a dramatic demonstration of God’s outpouring love, meant to utterly shock the heart and turn it back toward trust and love of the Creator.

(Nedenfor Frit oversat – KS)

Jesu korsfæstelse er det fremtrædende eksempel på, at Guds kærlighed rækker ud til os. Det er på samme tidspunkt den værste og bedste ting i menneskets historie. Franciskanerne, ledet af John Duns Scotus (1266-1308), hævdede endda, at i stedet for et ”nødvendigt offer”, var korset en frit valgt åbenbaring af fuldstændig kærlighed fra Guds side.

Dermed vendte de opfattelsen for næsten al verdensreligion, som op til dette tidspunkt antog, at vi måtte udgyde blod for at komme til en fjern og krævende Gud. På korset troede franciskanerne, at Gud “udgød blod” for at nå ud til os! Dette er en kæmpe ændring i opfattelsen. Korset, i stedet for at være en forpligtelse, blev set som en dramatisk demonstration af Guds vælde af kærlighed, beregnet til at ryste hjertet fuldstændigt og vende det tilbage mod tillid og kærlighed til Skaberen.

Påskedag af Niels Chr. Nielsen

Bibelrefleksion, tankevækker / Af

KRISTUS ER OPSTANDEN! Ja, sandelig!

Vi har de her dage beskæftiget en del med hvad disciplene oplevede gennem påskeugen. Deres smerte og sorg og frustrationer. Da jeg havde sendt lørdagens tanker, slog det mig, at der godt kunne findes mange flere paralleller fra disciplenes situation til den situation, som vi og hele verden gennemlever lige nu med Corona overalt.

I går var alt slut for disciplene – troede de, for de vidste ikke bedre end at døden var døden. Men det skulle vise sig, at i stedet for slutningen, blev det i virkeligheden begyndelsen. Begyndelsen på noget fantastisk. Ja, Jesus var død, men døden var ikke stærk nok til at holde ham fast.

Ja, du skal dø, vi skal dø. Sådan er det. Vi kommer igennem mørke og dybe huller i vores liv, men alligevel må vi proklamere med Paulus i Rom 8,38-39: Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed – hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet – end ikke døden – kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!

Efter mørket kommer der lys. Sådan har det altid været, for lyset er stærkere end mørket. Livet er stærkere end døden. Kærligheden er stærkere end ligegyldigheden. For selv når vi skal dø står Jesus på den anden side og tager imod os. Intet er stærkere end den kærlighed, som Gud viste os i Kristus. Og for disciplene blev det en ny begyndelse på en opgave, som krævede alt af dem, da det først dæmrede for dem, at Jesus alligevel ikke havde forladt dem. I stedet blev Jesu opstandelse en fantastisk ny begyndelse. Bare læs de første kapitler i Apostlenes Gerninger og se, hvad der skete derefter. Hvordan disciplene lod sig bruge til at sprede de gode nyheder ud i hele den dakendte verden. Der blev virkelig rusket op i jødernes gamle traditioner og mennesker flokkedes om de gode nyheder. De gamle profetier blev nytolket i lyset af Jesus, selv om det fortsat vakte modstand fra det officielle myndigheder. Alligevel spredtes troen på Jesus lynhurtigt.

Hvordan mon VI kommer ud af vores krise og frustrationer. Mon alt bare kommer til at køre i den vante gænge igen, eller kommer der ved Helligåndens hjælp nye boller på suppen. Vil vi være villige til at sluge nogle kameler, som det vist hedder, og lade Guds fornyelse få plads. Skal det også for os som Hans menighed blive en ny start? Ingen ved det endnu, men spændende er det.

Men lad os nu sammen – hver for sig – fejre at KRISTUS ER OPSTANDEN OG HAR OVERVUNDET AL SATANS MAGT, DØDENS MAGT, OG GJORT EN PLADS REDE TIL OS, NÅR SOLEN ENGANG GÅR SIN RUNDE UDEN OS (et skønt udtryk stjålet fra Kristeligt Dagblad).

Med kærlig hilsen og god påske.

Niels Chr. Nielsen

Påskelørdag – ventetid! af Niels Chr. Nielsen

tankevækker / Af

Der er flere jeg har talt med, der har bemærket, at det er en mærkelig tid vi lever i lige nu, og det kan jeg da kun give dem ret i. Det er vi vist alle enige om. I løbet af ganske få uger er hele vores tilværelse blevet endevendt, og når man så tænker på, at det ikke kun er her hos os, men i hele verden, ja, så kan det godt blive lidt overvældende. Det er nok det nærmeste vi har været på en helt surrealistisk situation. Usikkerheden er næsten det værste. Vi ved ikke hvornår det evt. slutter og tilværelsen bliver normal igen – hvis den overhovedet bliver normal. Vi kan næsten ikke undgå at udsætte os selv for en vis smittefare, selv om vi kan begrænse den meget. Vi er alle sammen potentielle smittebærere osv. I det hele taget kan vi ikke sige ret meget om tiden, der kommer. Alting er lukket og aflyst. Selv kirkerne er lukket – foreløbig til den 10. maj, og det er for os, der holder af at komme der måske særlig trist.

Kaos må man måske have lov til at kalde det selv om vore myndigheder synes at have fod på det. Kaos var det også i går for disciplene da Jesus blev korsfæstet som en anden forbryder. Han betalte prisen for at være sandheden og for sin undervisning om Guds Rige, og disciplene kunne ikke vide at Jesus påskemorgen ville triumfere over døden og blive oprejst igen. Han var jo død, og da han var den eneste de nogensinde havde oplevet at have magt over selv døden, og selv var blevet dens offer, kunne der ikke være meget håb tilbage. For deres erfaring med døden var jo, at når man var død, så var man borte. Jeg tror de har siddet og gemt sig og været lammet mere eller mindre og kigget ned i jorden uden at sige ret meget. De har nok også været lidt flove over at de bare stak af, da det gjaldt. Og kunne vi have gjort noget så det var endt anderledes? De har om muligt været mere forvirrede og usikre på fremtiden, end vi er i denne tid. De har virkelig haft ondt i livet, og det er der også mange, der har i den her Corona tid.

Den her lørdag og tiden frem til at de opdagede at Jesus var opstået har været en ventetid, som har føltes som år. For hvad bringer fremtiden? Er der overhovedet noget liv tilbage. Det kan vel også godt være en parallel til det vi oplever netop nu, hvor alt synes at være sat på pause og hvor længe skal vi vente, og hvad vågner vi op til en dag.

Disciplene vidste jo ikke, at de søndag morgen ville vågne op til en Jesus, der var opstanden og havde overvundet døden. Men det ved vi! Derfor behøver vi ikke fortvivle, for vi har det håb og den tro, at han stadig er her. Måske kan den her tid være med til at åbne øjnene for mange mennesker for påskens budskab. Måske kan Gud ved sin Helligånd gøre det til en frugtbar tid i åndelig henseende, så den kultur, der har hersket, at vi ikke længere har brug for religion og kristendom, kan vendes til noget bedre. For Gud er ingenting umuligt. For hvis nogen kan bringe nyt håb til verden er det jo Jesus, der om nogle få dage igen møder disciplene med sit: ”Fred være med jer”!

Må jeg ønske alle Guds fred.

Med kærlig hilsen

Niels Chr. Nielsen