sorg

Der er flere jeg har talt med, der har bemærket, at det er en mærkelig tid vi lever i lige nu, og det kan jeg da kun give dem ret i. Det er vi vist alle enige om. I løbet af ganske få uger er hele vores tilværelse blevet endevendt, og når man så tænker på, at det ikke kun er her hos os, men i hele verden, ja, så kan det godt blive lidt overvældende. Det er nok det nærmeste vi har været på en helt surrealistisk situation. Usikkerheden er næsten det værste. Vi ved ikke hvornår det evt. slutter og tilværelsen bliver normal igen – hvis den overhovedet bliver normal. Vi kan næsten ikke undgå at udsætte os selv for en vis smittefare, selv om vi kan begrænse den meget. Vi er alle sammen potentielle smittebærere osv. I det hele taget kan vi ikke sige ret meget om tiden, der kommer. Alting er lukket og aflyst. Selv kirkerne er lukket – foreløbig til den 10. maj, og det er for os, der holder af at komme der måske særlig trist.

Kaos må man måske have lov til at kalde det selv om vore myndigheder synes at have fod på det. Kaos var det også i går for disciplene da Jesus blev korsfæstet som en anden forbryder. Han betalte prisen for at være sandheden og for sin undervisning om Guds Rige, og disciplene kunne ikke vide at Jesus påskemorgen ville triumfere over døden og blive oprejst igen. Han var jo død, og da han var den eneste de nogensinde havde oplevet at have magt over selv døden, og selv var blevet dens offer, kunne der ikke være meget håb tilbage. For deres erfaring med døden var jo, at når man var død, så var man borte. Jeg tror de har siddet og gemt sig og været lammet mere eller mindre og kigget ned i jorden uden at sige ret meget. De har nok også været lidt flove over at de bare stak af, da det gjaldt. Og kunne vi have gjort noget så det var endt anderledes? De har om muligt været mere forvirrede og usikre på fremtiden, end vi er i denne tid. De har virkelig haft ondt i livet, og det er der også mange, der har i den her Corona tid.

Den her lørdag og tiden frem til at de opdagede at Jesus var opstået har været en ventetid, som har føltes som år. For hvad bringer fremtiden? Er der overhovedet noget liv tilbage. Det kan vel også godt være en parallel til det vi oplever netop nu, hvor alt synes at være sat på pause og hvor længe skal vi vente, og hvad vågner vi op til en dag.

Disciplene vidste jo ikke, at de søndag morgen ville vågne op til en Jesus, der var opstanden og havde overvundet døden. Men det ved vi! Derfor behøver vi ikke fortvivle, for vi har det håb og den tro, at han stadig er her. Måske kan den her tid være med til at åbne øjnene for mange mennesker for påskens budskab. Måske kan Gud ved sin Helligånd gøre det til en frugtbar tid i åndelig henseende, så den kultur, der har hersket, at vi ikke længere har brug for religion og kristendom, kan vendes til noget bedre. For Gud er ingenting umuligt. For hvis nogen kan bringe nyt håb til verden er det jo Jesus, der om nogle få dage igen møder disciplene med sit: ”Fred være med jer”!

Må jeg ønske alle Guds fred.

Med kærlig hilsen

Niels Chr. Nielsen