påske

Anden påskedag af Niels Chr. Nielsen

Det er vel halvanden til to måneder siden nu, i hvert fald før Corona indtog landet, og indtil nu har jeg ikke delt det med nogen. Jeg havde en drøm. Jeg drømmer ellers aldrig, selv om nogen siger, at alle mennesker drømmer. I hvert fald husker jeg det meget sjældent. Det sjove er, at jeg ikke kan huske et ord om, hvad der skete i den drøm. Det billede jeg så, som jeg husker det, er et med lys og glæde, og så ved jeg, at det har et eller andet med menigheden at gøre. Det jeg kan huske er, at jeg blev fyldt af en glæde, som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet den før. Det boblede indvendigt af glæde og begejstring. Ja, som nogen har sagt det fornyelig. Det var som om hjertet ville ud og danse. Jeg kunne og kan ikke andet end at tage det som en hilsen fra vores Gud og skaber. Og tak for det.

Og netop derfor er jeg nødt til at dele det med jer som en hilsen fra Ham til os. Mon ikke det også er noget i den retning de to Emmaus vandrere har følt, da de pludselig genkendte Jesus. De fik i hvert fald travlt med at komme tilbage til Jerusalem og fortælle, hvad de havde oplevet. Det skulle deles med de andre, og da de kom tilbage, havde Peter allerede mødt Ham. Alligevel var de i tvivl om sandheden i det, indtil Jesus pludselig stod der midt iblandt dem – og for at overbevise dem om at Han ikke var et spøgelse, spiste Han et stykke fisk. Der var udfordringer nok for disciplene.

Richard Rohr, en franciskaner, har hver dag i ugen sendt en andagt, meditation, eller hvad nu er under overskriften: Reality initiates us. – Virkeligheden udfordrer os, eller måske bedre – skubber os i gang. Han tænker på Coronakrisen, som enten kan lamme os eller skubbe os i gang, som mødet med påskens begivenheder og den opstandne Kristus satte disciplene i gang. Få os til at gentænke den virkelighed, som vi har levet i, og finde ud af, om det er det, der skal fortsætte.

En franciskansk søster Ilia Delio, som han citerer, skrev:

”Kristendom kan hjælpe os at erkende, at død og opstandelse er del af en udvikling hen imod at blive hele (mennesker); give slip på den egenrådige eksistens til fordel for et dybere fællesskab. Noget dør men noget nyt fødes – og derfor bliver vor tids kaos på en underlig måde et tegn på håb; noget nyt er ved at blive født indeni. Ud af kaos bliver en stjerne født. Nedbrud kan blive gennembrud hvis vi erkender det nye livsmønster, der kæmper for at komme igennem”. (Oversat af undertegnede)

Måske kan Ilias ord være med til at opmuntre os og minde os om at holde øje med nye tegn på liv og nye måder at leve på i dag og kommende dage. Påskens budskab om lidelse og sejr giver os i den grad håb for den fremtid, der er i Guds hænder. Og Han har gode tanker om os – tanker om en velsignet fremtid. Pris Gud. Lad os bruge noget af al den fritid vi har nu og kommende uger til at søge Gud, høre hvad han vil med os, og være villige til at give slip på det, der alligevel ikke gavner noget.

Tak fordi I læste med på mine skriverier hen over Påsken, og tak fordi I tænker med, for det tror jeg I gør. Håber nogen har kunnet bruge det til noget. Måske ville en samtale være mere frugtbar end en række enetaler. Det kunne vel godt lade sig gøre digitalt selv om vi ikke kan mødes.

 Kærlig hilsen

Niels Chr.

Ps.: Før du går, så tænk lige over den her fra Richard Rohr. Undskyld jeg ikke oversætter det.: The crucifixion of Jesus is the preeminent example of God’s love reaching out to us. It is at the same moment the worst and best thing in human history. The Franciscans, led by John Duns Scotus (1266-1308), even claimed that instead of a “necessary sacrifice,” the cross was a freely chosen revelation of Total Love on God’s part.

   In so doing, they reversed the engines of almost all world religion up to that point, which assumed that we had to spill blood to get to a distant and demanding God. On the cross, the Franciscans believed, God was “spilling blood” to reach out to us! This is a sea change in consciousness. The cross, instead of being a transaction, was seen as a dramatic demonstration of God’s outpouring love, meant to utterly shock the heart and turn it back toward trust and love of the Creator.

(Nedenfor Frit oversat – KS)

Jesu korsfæstelse er det fremtrædende eksempel på, at Guds kærlighed rækker ud til os. Det er på samme tidspunkt den værste og bedste ting i menneskets historie. Franciskanerne, ledet af John Duns Scotus (1266-1308), hævdede endda, at i stedet for et ”nødvendigt offer”, var korset en frit valgt åbenbaring af fuldstændig kærlighed fra Guds side.

Dermed vendte de opfattelsen for næsten al verdensreligion, som op til dette tidspunkt antog, at vi måtte udgyde blod for at komme til en fjern og krævende Gud. På korset troede franciskanerne, at Gud “udgød blod” for at nå ud til os! Dette er en kæmpe ændring i opfattelsen. Korset, i stedet for at være en forpligtelse, blev set som en dramatisk demonstration af Guds vælde af kærlighed, beregnet til at ryste hjertet fuldstændigt og vende det tilbage mod tillid og kærlighed til Skaberen.

Skærtorsdagstanker af Niels Chr. Nielsen

Det var så i dag vi skulle mødes i kirken for at fejre, at Jesus indstiftede nadveren, men det må vi jo undvære – af gode grunde. Alligevel kan vi godt fordybe os lidt i hvordan den dag gik for Jesus og disciplene. For Jesus har det været en helt speciel dag, hvor han skulle dele det sidste måltid med disciplene og vel også en del af de kvinder, der havde fulgtes med dem på deres vandringer.

Jesus havde ved flere lejligheder prøvet at fortælle dem, hvad der skulle ske i disse påskedage. Han har været fuldt bevidst om at hans tid som menneske her på jorden var slut, og det er jo baggrunden for at han indstiftede nadveren, den nye pagt. Tegnet, som skulle komme til at følge alle kristne gennem de næste 2000 år, og ind i fremtiden. Tegnet på, at Jesus aldrig for alvor vil svigte sin menighed. Tegnet, som hver gang skal minde os om den sandhed, for at vi aldrig skal glemme det.

Disciplene var på trods af, at Jesus havde prøvet at forttælle dem det, stadig uvidende om de kommende begivenheder. Peter, den mest brovtende af dem, mente, at han ville være parat til at dø sammen med Jesus om det skulle blive nødvendigt. Vi må jo spørge, hvor godt han lige kendte sig selv? Inden natten var ovre, nægtede han tre gange, at han kendte Jesus. Og sådan har vi det jo nok. Hvor godt kender vi os selv når det kommer der til?

Judas var den skuffede, der havde håbet Jesus ville være konge og smide romerne ud af landet, men da det ikke skete, besluttede han sig for at angive Jesus. Det kunne han jo lige så godt og tage den skilling med, som det kunne give. Da han så, hvad der skete, fortrød han så bitterligt, at han gik hen og tog sit eget liv.

De andre disciple var ikke meget bedre. Da Jesus blev arresteret, flygtede de ud i alle retninger.

Men der er en utrolig trøst i alle de begivenheder når vi ser på den flok, som var Jesu disciple. På trods af alle deres svigt, var det dem, der blev Guds redskab til at brede Jesu budskab ud i hele verden. Det må da give lidt håb for sådan nogen som os om, at vi måske også kan bruges, blive Guds redskaber. Lad os bruge den her usædvanlig stille påske til at lytte til hvilke planer Gud har  med os. For Han har planer. God Påske

Påsketiden er en mærkelig tid.

Det er ikke bare i år, hvor alt er anderledes, at påsketiden er en meget speciel tid, for det er den hvert eneste år, hvis vi giver os tid til at bemærke det.

Vi har lige haft palmesøndag, hvor Jesus er blevet hyldet af folkeskarerne og selvom det bare er et par dage borte, så er der en alvor i alt hvad Jesus gør.

Han græder over Jerusalem, fordi folkene i byen ikke kender deres besøgelsestid.

Han siger:

Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!” (Lukasevangeliet 19,42-44).

Jesus forudser med disse ord den ulykke, der kun ca. 30 år senere ramte byen.

Jesus fastholder at Guds hus skal bruges som et sted, hvor der er plads til bøn og til at søge Gud og smider derfor de handlende ud. (Lukasevangeliet 19,45-48).

Samtidig bliver vi igennem beretningen til skærtorsdag, klar over at Jesus ved at han snart skal dø, men han flygter ikke fra døden, men bruger tiden på at lære disciplene en sidste lektie omkring tjenersind og dette tjenersind er også rettet imod ham, han ved vil forråde ham. (Johannesevangeliet 13,1-15).

I dag kalder vi påskeugen for den stille uge. Fastetiden er endnu ikke ovre og alvoren omkring, hvad Jesus var villig til at gå igennem, skal gerne krybe helt ind under huden på os.

Den sidste lektie Jesus lærer disciplene skærtorsdag, handler ikke kun om tjenersind, for der er i fodvaskningen af disciplene, endnu et budskab.

Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: 
„Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?” 
„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.” 
„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!” 
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.” (Johannesevangeliet 13,4-8).

Disciplene skulle ikke bare selv lære at tjene, men de skulle også lære, at give Jesus lov til at tjene og rense dem. Der var noget de ikke bare selv skulle kæmpe sig til, men derimod at der var en der arbejdede for dem. De skulle tage imod.

Mit spørgsmål til dig i dag er:

  • Kan du accepterer, at du også er nødt til at tage imod Guds renselse, for at være hans discipel?
  • Lader du ham komme så tæt på dig, at han kan få lov til at rense dig, de steder du har mindst lyst til at vise ham?

Fredag mindes vi, at Jesus gik hele vejen, så lad os tage imod hans offer for os, med den allerstørste taknemmelighed!

De kærligste hilsner

Anders Hyldgård